Sebastian – nu som gudfar

I arbejdet med gadebørn får man mange gode oplevelser. Oplevelser som vil stå som et klart minde i ens erindringer i mange år frem. For et par måneder siden blev jeg spurgt, om jeg ville være gudfar for en lille dreng ved en dåb. Det sagde jeg ja til, og i weekenden kunne jeg så se mit lille gadebarn blive døbt. Forinden dåben var der dog gået nogle spændende timer. Da det var påskedag skulle messen foregå fra 3-5 om natten, men da vi begav os hjemmefra kl. 24 kendte vi ikke det specifikke tidspunkt. Så da vi kom frem til mit gudbarn og hans familie, fik vi at vide, at det først var kl. 3. Hvad gør man så lige, når man er drøntræt. Man lægger sig selvfølgelig til at sove, og da vi ikke kunne tage hjem, fik vi plads på familiens pap. Selvom det ikke var det mest komfortable, var det alligevel en hyggelig oplevelse at sove sammen med en gadefamilie på gaden med bilerne drønnende forbi få meter fra ens næse, og det blev alligevel til at par gode timer på øjet. Det var dog ikke med det mest veloplagte sind, at jeg begav mig til messe kl. 3. Trætheden havde fået overtaget, og det var ikke meget, jeg hørte af den katolske messe, men da der blev gjort klar til dåb, var jeg der fluks. Hvornår får man ellers lige en mulighed for at blive gudfar til et gadebarn? Det var en meget speciel oplevelse at stå som gudfar til et barn i helt fremmed land og i uvante omgivelser i form af en propfyldt katolsk kirke. Men frem for alt gjorde det mig glad, at jeg kunne være en del af drengens store dag, og at det betød noget for ham, at jeg var der ved hans side. Bånd blev knyttet og det på trods af religiøse og sociale forskelle. Noget der burde være en gave, men som vi bestemt ikke udnytter ofte nok i dagens Danmark, hvor mulighederne ellers er der.

Min gudsøn og jeg efter dåben