Fra Tour de France til Manila
Som cykelsportsfanatiker er det med et blødende hjerte, at jeg må gå glip af dette års Paris-Nice. Jeg kan kun drømme mig til Dennis Ritters og Rolf Sørensens sprøde stemmer, der er så nærværende, at man skulle tro, at man selv står på de franske landeveje og hepper på sine yndlingsryttere. Med en Coca-Cola og Malacos Familie Mix i hånden har jeg det dog fint i den bløde sofa, når jeg altså ikke er i Manila. Det er dog ikke tilfældet, når kalenderen siger juli, og Tour de France ruller ned ad startrampen. Så er det med entuitasme og lidenskab, at jeg næsten år efter år tropper op på de stejle franske bjerge. Klimaks nås når den gule trøje kører forbi, og jeg med iver forsøger at følge ham. Inden klimaks er der dog forud gået en masse forberedelser, både fra min og fra løbsarrangørernes side. Godt en time før rytterne triller forbi er der et gigantisk reklameshow med hundredevis af reklamebiler, der nærmest tigger tilskuerne om at tage imod deres reklameragelse, som kommer flyvende imod en i form af alt fra små oste til hatte. Alt sammen noget der forvandler den smukke grønne vejkant til et Bilka under åben himmel. Med det show kommer som en naturlig årsag også en masse larm. Tilskuere der pifter og biler der drøner forbi. Det er dog til at leve med, når det er en del af en fantastisk oplevelse, og selvom jeg nødig vil indrømme det, er det da godt med en lille ostemad på toppen af Plateau de Bonascre. Hvad jeg dog har svært ved at leve med, er det daglige lydinferno, der omgiver mig her i Manila. Tusindvis af jeepneys der kører med en udstødning, som laver lyd nærmenede sig de 150 decibel. Endvidere er togene placeret ovenover vejene, og det er heller ikke ligefrem fordi de er lydløse. Faktisk er der slet ikke noget positivt at sige om trafikken i Manila, og det er under nogen omstændigheder IKKE en del af en fantastisk oplevelse som reklamebilerne i Tour de France. Hvorend man vender sig hen, kan man også se store poser af affald, der bare ligger og lugter. Selvom de smider med oste i Tour de France, er lugten slet ikke at sammenligne, og de sørger alligevel for at rydde op efter sig, når dagens etape er slut. Her er det ikke kutymen. Hvad der får bægeret til at flyde over, er de floder hvor man ikke kan se vandet for affald, der flyder ovenpå. Det får mig til at sende mange tanker til de rene floder i bjergene i Frankrig. MEN saa er det jo godt, at jeg ikke er blevet sendt til Manila som gadefejer, men som volontør for gadebørnene. Et arbejde jeg nyder til fulde. Jeg vil blot slutte af med at sige tak for din tid, du gad bruge på at lytte til mine frustrationer over en af Manilas dårlige sider.
En af Manilas mange jeepneys
