Forventninger der begrænser

Forventning er noget, som vi alle kender til. Vi bliver alle født med forventninger. Som baby, som barn, som teenager, som voksen, som ældre. Vi har alle forventninger. Forventningerne bliver blot bliver mere dybe og komplekse med tiden.

Jeg har mange forventninger. Både til mit liv, mig selv og Gud. Det samme gælder for min i Sydney og på universitetet der. Jeg haren forventning om, at jeg må opleve et engageret og drivkraftigt studie, som har deres måde hvorpå de kan opnå optimal læring. Jeg har en forventning om, at jeg gennem kirker i Sydney får lov at blive inspireret og udfordret i det at være kristen. Og jeg har en forventning om at jeg, gennem det at rejse alene, må opleve nye sider af mig selv og udvikle de sider, jeg allerede kender.

Spørgsmålet er, om det er godt med forventninger? Vi har ofte nogle meget præcise forventninger, som vi har svært ved at se udover – og vi bliver skuffet, hvis vi ikke får lige det, vi forventer. Det kan være svært for en selv, og det kan være svært for ens omgivelser.

Vi kommer ikke uden om det at have forventninger. Jeg tror oven i købet, at det er godt med forventninger, for det afspejler meget godt den man er, og de behov man har brug for at få opfyldt. Men nogle gange kan vores forventninger påvirke vores handlinger og tanker fordi vi tilpasser tankerne og handlingerne, så det hjælper til at opfylde vores forventninger. Det begrænser os, vi begrænser Gud og vi begrænser dermed de muligheder, der ligger for vores fødder. Forventninger er brugbare som et pejlemærke at starte efter, men det kan blive en begrænsning, hvis vi bruger forventningerne som rettesnor for, hvad der skal ske.

Det gælder også for mine forventninger til Sydney. Derfor ønsker jeg at være åben over for, hvad der kommer til at ske. Jeg har sporet mig ind på, hvad jeg gerne vil have ud af turen, og så er jeg bare spændt på at se, hvad det fører med sig.