Farvel til Choco Crunch

Så kom dagen hvor jeg flyttede til Malate-børnehjemmet. De første 4 uger har vi boet i en lejlighed lejet af Kanlungan sammen med en anden medarbejder grundet ombygning på Malate. Kanlungan købte Malate-børnehjemmet i starten af det nye år, og siden har der altså været byggerod, men det er nu ved at lakke mod enden. Derfor tog jeg min rygæk over skulderen og traskede de godt 800 meter fra lejligheden til Malate. Det var ikke kun farvel til lejligheden, men også farvel til 8 timers søvn og morgenmad bestående mælk og Choco Crunch og goddag til børneskrig ved 6-tiden om morgen og ris til morgenmad. Men først og fremmest var det goddag til mere samvær med børnene på Malate og hygge med medarbejderne om aften. Samværet med børn er det, jeg kommet til Filippinerne for, så selvom det fysisk har betydet meget slappe øjenlåg, har det mentalt været enormt givende. Jeg er blevet en mere permanent del af deres hverdag.

Daycentret har nu været åbent I fire uger, og vi kan begynde at se fremgang i antallet af besøgende gadebørn. Det har vaeret utrolig spændende at være med til at starte Daycentret op. Vi er stadig i opstartsfasen, og derfor er det to skridt frem og et tilbage, men jeg er sikker på, at Daycentret, som tiden går, vil blive til større og større gavn og glæde for børnene og virkelig blive et tilflugtssted for børnene uden liv. Kontakten til børnene sker dog først på gaden, i gadeuddannelsesprogrammet. Der snakker, synger og leger vi med børnene og inviterer dem til at komme i Daycentret. Det er dog ikke altid, at de er I stand til at deltage i aktiviteterne. Det måtte jeg sande i torsdags, hvor vi var i et område med en dreng, som er blevet ramt af en tri-cycle (cykel med påhængsvogn til passagerer(. Han blev ramt i hovedet og fik et kraniebrud, som krævede en operation. Den sponsorerede Kanlungan, og han er nu i bedring, men i den ene side er kraniet helt blødt, så indtil det gror sammen, går han med en hjelm for at beskytte hjernen. Sådan møder man mange børn med triste skæbner og ubehagelig oplevelser. Børn der bare venter på at få hjælp til et bedre liv. Til et liv med gode udsigter for fremtiden. Men indtil det sker, fortsætter de jagten på det næste måltid, der skal sikre dem endnu en dag, hvor de er høje på lim.