Det kolde gys

Tredje uge har nået sin slutning, og starten på en ny er lige om hjørnet. Hvad der venter forude, kan kun tiden vise, men fremtiden er lys og jeg glæder mig. Jeg glæder mig over hver dag, jeg får lov at stå op til mødet med en flok storsmilende børn. Børn der uforbeholdent knytter sig til et andet menneske som en Formel 1-bil, der drøner ned ad langsiden på Monza. Det går hurtigt. Det eneste, det kræver, er smil og nærvær med børnene. De forventer ikke, at man går ud og køber det nyeste legetøj fra Fætter BR. De forventer ingenting, for de er ikke vant til at forvente. Der er ikke meget, der er sikkert i deres liv. De kan til enhver tid blive “reddet” af regeringen, som burer dem inde med påstand om, at de hjælper dem. Under de forudsætninger er det utroligt, så let de har til smil. Men er der noget, der gør dem rigtig glade, er det et skyl i det kolde vand. Når børnene kommer ind i Daycentret, skal de som minimum vaske deres hænder, men de fleste vil gerne have et bad. Det foregår ved at tage en skål og stikke den ned i en spand med koldt vand og hælde det over kroppen (sådan fungerer det for øvrigt også der, hvor jeg bor). I vesten ville det nærmest beskrives som tortur, men de nyder det i fulde drag. De nyder at få en ren krop og at plaske lidt med vandet. At de så plasker så meget, at jeg ikke altid kan trække mig tør ud af seancen, har børnene kun latter til overs for, og ligeså har jeg. For der er meget, man må tage med et smil på læben. Når et møde starter 13.30, mener de selvfølgelig kl. 14, men sådan er der så meget, og jeg kan kun tage det med et smil. For det er jo det, der er sjovt, og når man vender det den anden vej rundt og ser på de positive episoder, kan jeg fortælle og fortælle, indtil du ikke gider læse mere. Der ER udfordringer som kommunikationen med børnene, men det er en spændende en del af det, og jeg kan kun blive fyldt af en enorm lyst til arbejdet ved at se tilbage på de første tre uger her i Manila, Filippinerne.