Bag tremmer
Gennem de sidste mange indlæg har jeg fortalt om Kanlungan, oplevelser jeg har haft osv. Hvad jeg dog ikke er kommet så meget ind på, er hvad en typisk hverdag for mig, kan bestå af. Generelt gælder det for alle dage, at du skal være fleksibel. Fra at have en plan om at skulle på gaden, kan du lige pludselig være havnet i Dagscentret uden forvarsel. Den slags lærer man at leve med, og det samme gælder tiden. Den eksisterer næsten ikke. I hvert fald ikke i praksis. Der er nogle Filippinere, som går meget op I det med tid, men det er måske samme antal, som dem der ønsker Mark Strudal som fodboldkommentator i Danmark. Jeg må dog indrømme, at jeg nyder den form for tid. Når jeg er på gaden og laver aktiviteter med børnene, hvilket ofte er onsdag og torsdag, er der et tidspunkt, jeg må holde fast i – frokost mellem 11 og 13.30, men ellers er tid som vinden der stryger forbi ens ører uden at man ænser det. Jeg er sammen med gadebørn, og hvad er tid for dem? Det eneste de går op i er, om det er lyst eller mørkt. Derfor gør vi meget ud af at fortælle børnene, hvornår vi har åbent i Dagscentret, for at de lærer at indordne sig under tid og få en struktur på deres hverdag. Det er især vigtigt for mig at understrege for de piger, som er med i det kor, jeg har om tirsdagen, når jeg er i Dagscentret. Det hjælper ikke noget, at de kommer på 6 forskellige tidspunkter fordelt over 3 timer, for så bliver det svært at øve. Lidt nemmere er det at lave aktiviteter på Malate-børnehjemmet, når jeg er færdig på gaden eller i Dagscentret, for der er børnene hele tiden, og de er altid med på at lave noget. Blot ikke om søndagen, da de ofte daser den foran fjernsynet til en film, men da jeg er der hele dagen om søndagen, har jeg ikke noget imod at slappe af til en film af og til. Højdepunktet på Malate-børnehjemmet er dog, når vi har devotion sammen før aftensmad bestående af lovsang og bøn. Det er virkelig livsbekræftende at være en del af et åndeligt fællesskab med børn i en aldersgruppe, hvor jeg ikke troede det var muligt. Devotion med medarbejderne på Kanlungan foregår om mandagen, hvor vi kan give og dele og vende hvad der rører sig i og omkring Kanlungan. Ellers er mandag forberedelse til ugen, der kommer, hvad angår gadeuddannelse og Dagscenteret. Udover det faste skema dropper der ind imellem aktiviter ind som det i lørdags, hvor vi var i et ungdomsfængsel og lave aktiviter med omkring 20 af de indsatte. Med min højde på 1,90 tror alle, jeg er basketballspiller, og de indsatte var derfor meget opsatte på at udfordre mig i basketball. Det fik de også mulighed for, og det var fedt at kunne være med til at give dem en god oplevelse for den dag, hvor de ellers skulle have fået tiden til at sidde og lugte til en stank af urin og afføring. Hvad der dog ikke var så fedt var, at to af børnene fra Malate-børnehjemmet, der løb væk i torsdags, var blevet fanget af regeringen og sad overfor ungdomsfængslet i celler. To børn jeg for nylig havde haft det sjovt med, kunne jeg nu kun vinke ud gennem tremmer uden mulighed for sjov. Regeringen fanger gadebørn fordi de tror de hjælper ved at give mad og holde dem indefanget for derefter ofte bare at sætte dem fri igen efter en uge eller to. Du kan hjælpe til, at der bliver færre børn, der havner der ved at blive Ven af Kanlungan. Læs mere om det under siden Ven af Kanlungan.
