Således havde jeg også mulighed for at velsigne omkring 200 børn i lørdags på grund af jeres gavmildhed. Der blev uddelt slippers til et slumområde i centrum af Manila samt en losseplads lidt uden for Manila, som er bebygget.  De sidste 400 slippers vil blive uddelt løbende de næste 3 måneder, som behovet opstår i forskellige slumområder i Manila. Det var ikke logistisk muligt for os at uddele mere end de 200 i denne omgang. Det var dog til stor glæde og tryghed for børnene at få slippers på fødderne eller få udskiftet de meget slidte slippers. I er meget velkommen til at kommentere på forløbet, da jeg ønsker at formidle jeres støtte så godt som muligt.

Som nævnt tidligere har jeg i samråd med lederen af Kanlungan besluttet at støtte en videregående uddannelse for en af Kanlungans piger. I lørdags overbragte jeg hende den glædelige nyhed, og jeg ville ønske, at I kunne se hendes ansigtsudtryk, da jeg fortalte, at jeres støtte havde gjort det muligt at hjælpe hende. Det var et ansigt fyldt med håb og tro på en fremtid, hvor hun kan give tilbage ved at gøre en forskel i andre menneskers liv.

Nedenunder kan I se nogle af billederne fra uddelingen af slippers.

Den 2. januar 2012. Den dag vil for mange filippinske børn stå som en mindeværdig dag. Det var dagen, hvor de fik muligheden for at komme til Enchanted Kingdom, Filippinernes svar på Disneyland. Det var kun muligt fordi mange af jer viste stor generøsitet og støttede turen. Jeg skal hilse fra dem alle med et stort TAK. De er så taknemmelige for, at de fik lov at starte 2012 på den bedst mulige måde, og der var stor glæde hele dagen. Mange af dem har ikke prøvet en forlystelsespark, så det var en enorm oplevelse de fik med karruseller, et svingende vinkingeskib, frit fald og meget mere.

Det endte med at være 125, som var med, hvoraf 107 var børn fra enten gaden eller et af Kanlungans programmer. Der var nogle børn, som ikke var med fordi de var hjemme ved deres familie over nytåret. Det betød også en lille ændring i budgettet, og I kan her se de endelige udgifter.

I dag snakkede jeg med lederen af Kanlungan, og hun sagde, at det betyder meget mere end vi tror for børnene at få en oplevelse som denne, og at det er med til at give dem nyt håb og tro på fremtiden fordi de får en positiv og indflydelsesrig oplevelse. Især for gadebørnene er det en stor hjælp fordi det en dag væk fra gaden, hvor de ikke skal tænke på mad eller andet, men bare kan få lov at være børn. En af de drenge som var med, sælger hver dag vand, energidrik og snacks på gaden ved at gå mellem biler, når de holder for rødt. Hans daglige indkomst er omkring er mellem 15 og 20 kr. I sidste uge fik jeg lov til at låne hans udstyr og prøve, hvordan det er at gå og sælge mellem bilerne. Se et billede fra det mellem de andre billeder fra Enchanted Kingdom. Det var sjovt i de 20 minutter, jeg gjorde det, men at gøre det 16 timer om dagen, syv dage om ugen er noget helt andet, og det var derfor specielt at kunne give ham den oplevelse, som Enchanted Kingdom var. Det er blot en af de skæbner, som på grund af jer, fik en oplevelse for livet.

Se i det følgende billeder fra dagen. På gruppebilledet ved porten til Enchanted Kingdom er det desværre ikke alle børnene, der er med, da mange af dem løb i alle retninger af ren begejstring for at være der

Slippers til gadens børn og støtte til uddannelse

I alt er der pt. blevet samlet omkring 18.000 kroner ind. Det er sådan en opløftende opbakning til projektet. Det betyder også, at da turen til Enchanted Kingdom kosted omkring 7.500 kroner er der stadig 10.500 tilbage. Som jeg skrev i det første blogindlæg, så ville pengene gå til at købe slippers til gadens børn, hvis der overskud fra indsamlingen. For det resterende beløb kan man dog få omkring 3200 slippers, hvilket logistisk set ikke er muligt at uddele til gadebørnene i Manila. Derimod er det mere realistisk at uddele omkring 600 slippers, hvilket også betyder en hjælpende hånd til mange børn i Manila. Det koster omkring 2000 kr, og så er der 8500 kroner tilbage.

Jeg har talt med lederen af Kanlungan for at høre, hvor der er stort behov for hjælp. Hun fortalte om 2 piger fra Girls Home, som afslutter gymnasie-niveau til sommer. De har igennem hele deres skoletid ligget i top 10 i deres klasse, er begge meget målrettede og har en stor drøm om at læse på universitetet og dermed bryde af den dårlige fremtid, som de ellers var spået. Problemet er, at der ikke er nogen til at støtte deres universitetsuddannelse. Et år på universitetet koster 9000-13000 kroner alt inklusiv alt afhængig af hvilken uddannelse, de vælger. Da der ikke umiddelbart er penge til at støtte dem begge, har jeg i samråd med Kanlungan besluttet at starte med at støtte den ene pige med det første år på universitet. Det er dog mit ønske, at den anden pige også får muligheden for at læse på universitetet. Derfor er stadig brug for jeres støtte – både til den resterende del af den første piges tuition fee og til den anden pige, hvis I ønsker at tage del i det. I første omgang er der dog fokus på den første pige. Hun er 16 år og har siden hun var 5 været en del af Kanlungan, da hendes mor kom i fængsel og dermed ikke længere kunne forsørge hende. Jeg kender hende, og jeg ved, at hun virkelig vil universitetet, og det er derfor enormt betydningsfuldt, at vi kan ændre én persons fremtid med en uddannelse, som er essentiel for hende. Jeg håber at få lov at give flere informationer om hende senere. Tak for jeres interesse i alt det, der er foregået i Manila og tak endnu en gang for jeres støtte til Enchanted Kingdom, slippers og uddannelse. Der vil komme opdateringer og billeder mht. uddelingen af slippers.

Kanlungan har udviklet sig meget, siden jeg var her. Deres dagscenter er blevet udvidet. De har startet en café, hvor tidligere gadebørn blandt andet sælger kaffe lavet af bønner fra farmen. Samtidig er de lige nu ved at færdiggøre et nyt hus på farmen, da drengene ikke havde ordentlige forhold at sove under. Det er alt sammen blevet sponsoreret af mennesker, der ved, hvilken forskel Kanlungan gør for de efterladte og undertrykte børn i Manila.

Manila har dog ikke udviklet sig meget, siden jeg var her. Den voldsomme luftforurening er bestemt ikke blevet bedre, men værst af alt, så er antallet af gadebørn og børn der lever under kummerlige forhold ikke blevet mindre. Derfor ønsker jeg, at de får en oplevelse. En oplevelse for livet. En oplevelse som kan give dem positive minder at tænke tilbage. Den oplevelse skal de have sammen med børnene fra Kanlungans 3 børnehjem og farmen. De lever en hverdag uden familie og de fleste har enten været udsat for misbrug, er blevet forladt, har været prostitueret eller er blevet udnyttet på anden vis. Kanlungans hjælp er uvurderlig for disse børn, men der er ikke penge til store og specielle oplevelser, og de har heller ikke nogen forældre til at give dem disse. Derfor vil jeg give dem en uforglemmelig nytårsoplevelse ved at tage dem til The Enchanted Kingdom den 2. januar 2012, Filippinernes svar på Disneyland.

Jeg vil gerne invitere dig til at være med til at give børnene den oplevelse. 105-110 børn kommer med samt 15-20 medarbejdere/volontører. Det koster 7516 kr. Blandt de 105-110 børn er 45 børn fra slumkvarterer i Manila og omegn. Medarbejderne og volontørerne er medtaget i budgettet, da deres indkomst er så lille, at de ikke selv har råd til at betale entreen til The Enchanted Kingdom, og det er også en mulighed for at give dem et afbræk fra et arbejde, som de har dedikeret deres liv til. Der ud over er transport og snack inkludereret. Se det fulde budget her. Jeg lægger selv 2.000 kr. i puljen og dermed søger jeg støtte til de resterende 5516 kr. Dit bidrag går direkte til at sende børnene til The Enchanted Kingdom, og hvis der samles mere sammen end de 5516 kr , så vil de gå til at købe og uddele slippers til gadebørn i Manila, da mange render rundt barfodet, og det vil derfor hjælpe dem i lang tid fremover. Turen til The Enchanted Kingdom vil blive gennemført uanset det indsamlede beløb, men jeg håber meget på jeres støtte og velvilje til at give disse børn en kanon oplevelse, da jeg ikke selv har råd til at betale hele beløbet. Din støtte kan være alt fra 1 krone til tusinde kroner. Alt tæller!

Send venligst en mail til sebastian@kastrupnielsen.dk med navn og dit beløb, så jeg kan danne mig et overblik over den samlede støtte. Din støtte kan du samtidig overføre til min danske konto, hvorfra jeg trækker pengene til turen.  Overfør til reg. nr.: 9815, kontonummer: 4568987506 og mærk det ”EK + navn”. Der er også mulighed for at få støtten trukket fra i skat ved at overføre til Impact: Regnr.: 0994, kontonr.: 9279423 mrk. “Sebastian Filippinerne”. De vil så derefter overføre til mig. Jeg vil løbende opdatere med det indsamlede beløb og efterfølgende uploade billeder fra The Enchanted Kingdom. Ønskes der et bevis på støtten, kan det også arrangeres, hvilket vil inkludere billeder, en kort tekst om dagen og et tak for støtten.

TAK for din hjælp og støtte til at fuldføre dette projekt. Del det meget gerne med venner og familie, så flest mulige mennesker kan få mulighed for at give denne nytårsgave.

Opdatering 1, 31/12-2011

Kære venner og familie. Der er lige nu blevet indsamlet 13.600 kr, hvilket er en fantastisk opbakning og tillid til projektet. Tusind tak for jeres generøsitet. Det store beløb betyder også, at der er råd til omkring 2400 slippers udover turen til The Enchanted Kingdom. Rent logistisk er det dog mere realistisk at kunne købe og uddele omkring 500 slippers. Jeg vil selvfølgelig gøre, hvad jeg kan for at uddele så mange slippers som muligt til Manilas gadebørn. Men jeg vil også undersøge, hvad der ellers er behov for at støtte, så jeres bidrag bliver brugt bedst muligt. Følg med her for billeder og opdateringer i løbet af den næste uges tid.

Tænk på det i dit liv, hvor du er startet ud med ære og forbløffelse. Det kan f.eks. være en nyfødt baby. Hvem er ikke forbløffet over det under det er at se en lille nyfødt baby, men 117 nætter senere uden meget søvn for forældrene, føles det måske ikke som det store under længere for dem. Eller chefen som har givet dig et job fyldt med muligheder og ansvar, men efter et afslag på en ferie eller afslag på lønforhøjelse, går du fra at ære din chef til at være forarget over din chef. Der skal ikke meget til for at disse skift finder sted. Men hvis vi kan blive i vores relationer og have en fornemmelse af ære over for de mennesker, så vil det ikke kun være i starten af, at relationen er fuld af undere og forbløffelse. Så vil vi også år og årtier senere opleve under og forbløffelse over de relationer.

Når jeg tænker på de personer i mit liv, som jeg ærer, så er der et mønster, som går  igen. For det er nemt nok at ære de mennesker, som ærer os. Dem vi ærer er ofte drevet af hvordan vi føler, eller om personen fortjener at blive æret. Det svære og udfordrende er at ære alle, men Bibelen er meget klar omkring det. I Peters Første Brev kapitel 2, vers 17 står der: “Ær alle, elsk brødrene, frygt Gud og ær kongen!” Ær alle mennesker. Ær din familie, dine venner, dine kollegaer, ær alle. Hvis du har børn så kan du fokusere på, hvor lidt søvn du får, hvor ulydige de er, hvad der går galt med dem eller fokus kan være på, hvor fantastiske de er, hvor meget de vokser, hvor meget de forandrer sig, hvad de lærer. Så du kan enten se på dine børn med ære eller med skam. Hvis du ser på dine børn med ære er det lige pludselige den smukkeste tid i lige præcis den alder de har. Eller det kan med skam være en tid hvor du ikke kan vente til, at de vokser op og flytter hjemmefra. Men så misser du underne. For der er undere omkring os, men vores hjerte bestemmer om vi ser dem eller ej, for det er muligt at ære alle.

At ære betyder at tillægge noget en værdi. Det er os, som bestemmer, om vi tillægger noget stor eller lille værdi. Det er os, som bestemmer, hvad vi lægger vægt på. Så når vi ærer mennesker, så kan vi lægge vægt på det, der er godt, det der er positivt, det der er prisværdigt og tillægge det stor værdi. Når vi gør det, så fører vores ære til en følelse af under. For så er det lige pludselig et under at have et barn. Så kan vores syn på vores familie, vores chef, vores venner ændre sig, og vi ser underne i hver enkelt menneskes liv.

Så udfordringen og håbet for denne jul er, at det vil være en jul af ære. En jul hvor vi ærer vores familie. For mange familier kan julen være fyldt med spændinger. Det kan være i din familie. Det kan være, at du bliver kastet ind i en familiesituation, hvor der er spændinger og du er kastet ind i julefrokoster og julemiddage og andet som du SKAL være i pga. traditionen, men der er spændinger. Jeg tror, at hvis vi bringer et mindset og en attitiude af ære til julen, så kan alt det ændre sig. Så i stedet for at der er spændinger eller at julen bare er noget der skal overstås, så vil julen være fyldt med undere. Jeg håber, at hvis du ønsker det, at du så vil tage nogle minutter og skrive navnene ned på de personer, som du skal være sammen med i julen og skrive de ting, som du gerne vil sige til dem. Det som du ærer i deres liv, det som der betyder noget for dig i deres liv, det som du sætter pris på i deres liv, det som de giver dig. Jeg tror, at hvis vi udtrykker det i julekort, i gaver, i ord og ikke bare ser julen som en tradition, men som mulighed for at ære menneskene omkring os og især familien i juledagene, så vil vi se undere og få en jul, som vi vil tænke tilbage på med overraskelse og glæde i hele 2012.

Blogindlægget er skrevet med stærk inspiration fra en prædiken i Hillsong Church. Du kan downloade den her og få sat endnu flere ord på, hvad det betyder at bringe ære ind i julen.

Glædelig jul!

Begejstringen for de fantastiske landskaber er dog aftaget lidt. Den første dag kunne jeg næsten ikke lade være med at hoppe i sædet, når jeg så et bjerg, en sø eller hvad det måtte være. Andendagen var stort set fyldt med samme begejstring fordi jeg fik lov at opleve et bjerg fra dens skråninger og dermed være helt tæt på alt det smukke. På tredje dagen begyndte begejstringen så småt at aftage. For det hele var jo bare så flot, så det var efterhånden svært at genkende det unikke ved de forskellige steder. Det var derfor heller ikke rigtig værd at stoppe op og betragte det syn, som vi mødte. Vi kørte hurtigt videre.

Hvis vi tænker godt efter, så tror jeg, at mange af os kan opleve det samme i vores hverdag. Hvor ofte sker det ikke, at vi sætter et måltid mad på bordet, tænker at det blot er endnu et måltid, og derfor ikke nyder det unikke ved det måltid? Hvor ofte sker det ikke, at vi tager på arbejde og ser det som blot endnu en arbejdsdag og misser det unikke, som vi kan få med den dag? Hvor ofte sker det ikke, at vi tager i skole og ser det som en dag, der bare skal overstås og dermed misser det unikke samt mulighederne ved den dag, som vi kunne have fået med?

Et eksempel fra mit eget liv er, at gennem de sidste 4-5 måneder i Australien og New Zealand har jeg mødt utrolig mange mennesker. Alle sammen skønne mennesker som jeg ikke ville være foruden, men det har også haft en udfordrende side. For ved mange af dem har jeg ikke taget mig tid og energi til at møde hvert menneskes unikke side. De blev blot en i rækken af de mennesker, som jeg allerede havde mødt. Jeg tror, at jeg missede mange muligheder. Muligheder for at lære, opleve, blive udfordret, og jeg missede mange muligheder for at vise mennesker, at de er helt unikke. Vi kan nemt komme til at bygge vores dag på vores fortid med de erfaringer, vi har og på vores fremtid med de mange planer, som vi har. Hvad med at se dagen så unik, som den er og tage tid og fokus til de unikke muligheder og mennesker, som vi med garanti vil støde på?

Jeg vil i hvert fald forsøge at suge alt det unikke til mig, som jeg oplever i New Zealand. Hvem ved om jeg nogensinde kommer til at opleve det samme igen.

I et af mine første blogindlæg Forventninger der begrænser skrev jeg om mine forventninger til Sydney:

“Jeg har en forventning om, at jeg må opleve et engageret og drivkraftigt studie, som har deres måde hvorpå de kan opnå optimal læring. Jeg har en forventning om, at jeg gennem kirker i Sydney får lov at blive inspireret og udfordret i det at være kristen.”

Det er gode forventninger, men der er bare noget, jeg savner. Hvorfor? Hvorfor har jeg de forventninger? Er de forventninger baseret på, at der er noget, som jeg gerne vil opnå? Jeg tror, at der er noget i os alle, som higer efter status og at være en vigtig person. Hvis de ovenfor beskrevne forventninger er blevet opfyldt, ville det betyde, at jeg har fået erfaringer som kan hjælpe mig på vej mod at blive en vigtig person. Så tog jeg til Sydney for min egen skyld? Det gjorde jeg vel i realiteten. Jeg ønskede at få nogle nye oplevelser, jeg ønskede at blive klogere på livet, jeg ønskede at sidde her med en skyfri himmel i 37 graders varme, mens det er ved at være vinter i Danmark.

“It’s nice to be important, but it’s more important to be nice”

Der er ingen tvivl om, at det er interessant at være en vigtig person, men det er meget mere vigtigt at være “nice”. Det handler ikke om mig. Det handler om dig. Jeg er ikke i Sydney fordi jeg skal være en vigtig person, og jeg er her i sidste ende ikke for min egen skyld. Jeg er i Sydney fordi det vigtige i livet er de mennesker, som jeg er omkring mig, hvad enten det er dig, familie, venner, kirke, og Sydney var en del af Guds plan til at opfylde det formål. Det jeg har lært her, kan jeg bruge til at nå ud til mennesker og vise dem den kærlighed, som Gud har vist mig. Min inspiration fra kirken kan jeg uge i kristne fællesskaber og forhåbentlig hjælpe mennesker til at komme tættere på Gud. Min læring fra studiet kan jeg bruge til forhåbentlig at hjælpe organisationer til mere effektivt at nå mennesker gennem brug af IT.

Det skal ikke lyde som om, at jeg er en specielt god person, der ikke har personlige ambitioner og kun tænker på andre. Jeg har ambitioner, men det interessante er, hvad de ambitioner fører med sig. Det er en erkendelse af, at jeg er ikke sat på denne jord for min egen skyld, men for andres skyld og for at føre Guds plan med mig ud i livet. Det skal heller ikke lyde som om, at det er nemt, men det er en vej, som jeg tror på er rigtig at gå. For i sidste ende tror jeg på, at det er gennem det, at glæden og en følelse af at være hjemme kommer: At vise andre mennesker reel omsorg og hjælpe dem med på bedst mulig vis med de evner, som Gud har givet os hver især. For ved at give modtager vi så meget mere igen! Vi kan hver især gøre en enorm forskel for de mennesker, som er omkring os. Så hvorfor ikke starte i dag…

Føl dig fri til at kommentere, for det her er blot nogle reflektioner, der aldrig når endegyldigt i mål.

To answer that question some background information is necessary. It is a fact that an enormous part of the world suffers from poverty. A source says that roughly 1 billion people suffers from hunger. To get an idea of how these people can be helped, a holistic view on the situation is needed. How can the infrastructure of a country be developed? How can the level of crime including fraught be minimised? How can street children be given a home? How can clean water be given to everybody? The questions could go on! The principle is that it is not enough just to focus on certain areas and then believe it will remove the rest of the issues.

There are many skilled NGO’s around the world who are working on these areas, but most of them with their core competencies in one area. Borders, inside or outside the country, often separate the very skilled NGO’s within these areas, which leaves them with difficulties in sharing valuable data and information. But that is not the only problem. Because of a lack of resources it can be a challenge for the NGO’s to turn the information into decisions and thereby take action against the problems in society. So two problems occur: 1. The sharing of data and information across organisations and borders. 2.  The process of using the valuable information for something useful.

Online BI applications can be the solution to these two problems. Imagine what we together can create with a data mining application, when we collect data from all over the world – imagine the insight we could get. Imagine how knowledge sharing about a solution for a problem from even small NGO’s can help when other NGO’s are facing the exact same problem at the other side of the world. Imagine how a data warehouse would help the individual NGO’s with knowing WHO to help and WHERE to help when NGO’s share their outreach in a particular city with several NGO’s doing the same as we for example saw it with the rescue teams in Haiti in 2010. It is imagination but one day it might come true.

The world has never been so well connected as it is today. Even very poor countries have computers and mobile phones with internet access. They are all online. So why not use the connectivity for something useful? It requires applications and databases that the world has never seen before. It requires a lot of training of the people using it, but with very thorough online training program people in developing countries are capable of learning. If we just believe in them! But it also requires…a lot more.

The blog post leaves a lot of unanswered questions, e.g. what to do with the cross-cultural differences, how to raise the money for it, is it even possible, are NGO’s willing to share knowledge at all etc. The blog post gives instead an idea of what would be the ultimate worldwide collaboration to save people from poverty. But this the ultimate. Before this comes small improvements that would help many NGO’s such as better data quality, process optimization etc. So start where we are now and let us see where we can take it together.

This blog post is in English because it gives the opportunity to share across borders and not just inside Denmark. Please feel free to share a comment below and to share the blog post with others through Facebook, Google and email. 

Før jeg rejste til Australien havde jeg et ønske om at blive udfordret. Det er der, hvor vi lærer mest – gennem udfordringerne. Min nuværende udfordring falder så godt i tråd med mine tidligere udfordringer i Sydney, at jeg ikke er i tvivl om, at der ligger et formål bag. Som i mit tidligere indlæg er jeg også nu udfordret af at være alene. Det er dermed ikke sagt, at udfordringen bare er spændende og interessant. Den kan også være hård, men min tro på et formål driver mig til at gribe udfordringen med tro på det bedste i stedet for at vende den ryggen og lade mig stå tilbage med ingenting. Min tro på et formål kommer dog ikke bare ud af det rene ingenting. Den kommer fra min tro på, at der en Gud, som har skabt mig, og som har et formål med mig. Lige nu tror jeg på, at han har et formål med, at, jeg skal være i Cairns, mens det der driver mig gennem livet er, at jeg tror på at han har et livsformål med mig.

Jeg har altid syntes, at det var svært at forstå det med, at Gud har et formål med mig – og at han har et formål med os alle. Det er et spørgsmål, som mange mennesker har tumlet med gennem tiderne, og vi gør det stadig. Fokus er på os selv, når vi gerne vil finde formålet med livet: Hvad vil jeg gerne være? Hvad vil jeg gerne skabe i mit liv? Hvad er mine mål, mine ambitioner, mine drømme for fremtiden? Det er dog spørgsmål, som vi ofte kan have svært ved at svare på. Vi kigger indad og vi ser på vores evner. Evner som vi nogle gange ikke føler rækker langt nok til det, vi gerne vil.

Jeg startede for nylig med at læse bogen The Purpose Driven Life, som giver sit bud på, hvor vi finder formålet med vores liv: ” Contrary to what many popular books, movies, and seminars tell you, you won’t discover your life’s meaning by looking within yourself. You’ve probably tried that already. You didn’t create yourself, so there is no way you can tell yourself what you were created for! If I handed you an invention you had never seen before, you wouldn’t know its purpose, and the invention itself wouldn’t be able to tell you either. Only the creator or the owner’s manual could reveal its purpose.”

Livets formål findes hos Gud. Det er ham, der har “opfundet” os, og dermed også ham, som kan fortælle os, hvad vi er skabt til. Jeg tror på det, selvom det nogle gange kan virke meget abstrakt og uhåndgribeligt. Jeg tror på, at min tid i Cairns er med til at forme mig til den, som Gud ønsker, at jeg skal være og dermed gøre mig i stand til at opfylde Hans formål med mit liv.

Jeg er klar over, at det ikke er det mest spiselige indhold, også afhængig af om du tror på, at der er en Gud eller ej. Derfor er du mere end velkommen til at skrive en kommentar i feltet nedenunder, for hvad enten du er uenig eller enig, så vil jeg meget gerne ind i en dialog omkring det, da det er noget, som jeg tror fylder tankerne hos os alle på et eller andet tidspunkt i gennem livet.

Rigtig god mandag:)

Jeg giver her ét bud på, hvordan vi får løst de opgaver, som ligger foran os.

Nogle gange er vi bare nødt til at have meget selvdisciplin for at få gjort det, som vi skal. Efter min mening er det vigtigste der at eliminere muligheden for at foretage overspringshandlinger. Er det Facebook, er det spil på mobilen, er det snak med vennerne eller hvad er det, som vi gør, når vi ikke har motivation til at lave det, som vi skal? Jeg tror, at vi alle har både bevidste og ubevidste overspringshandlinger. En af mine bevidste overspringshandlinger er Facebook, men jeg fandt ud af, at jeg havde en ubevidst overspringshandling i form af mad. Jeg elsker at spise – især mens jeg skal lave noget kedeligt. Jeg fandt dog ud af, at det tog mit fokus, og at jeg ikke koncentrede mig om de opgaver, som jeg skulle løse. Jeg kunne hurtigt fortære en plade chokolade, men tabet af effektiv tid var markant. Derfor måtte jeg eliminere det at spise og gemme det til en pause, hvor jeg ikke skulle koncentrere mig. Så vi kan starte med at eliminere vores bevidste og ubevidste overspringshandlinger ved f.eks. at skrive det ned på et papir, så vi bliver bevidste om vores overspringshandlinger og kan gemme dem til en planlagt pause(husk pauserne!). Drejer det sig om en overspringshandling på computeren, så kan et program som SelfControl anbefales. Gennem det kan vi sætte en blokade på visse hjemmesider, så vi ikke kan bruge dem inden for et selvvalgt tidsrum.

Jeg fandt ud af, at ved at flytte tankerne fra alle de fristelser, som omgav mig, kunne jeg fokusere mine tanker meget bedre på det, som jeg skulle have gjort. Det medførte faktisk, at min motivation til eksamenslæsningen f.eks. blev større fordi jeg kunne gå i dybden med det, og jeg blev ikke forstyrret i mine tanker af noget, som umiddelbart virkede meget sjovere og mere tilfredsstillende. Det samme gjorde sig gældende med det her blogindlæg. Det viste sig at blive ret spændende at skrive! Det er måske ikke altid, at eliminering af overspringshandlinger kan give motivation, men det hjælper os i hvert fald til at være mere effektive og komme hurtigere videre til noget, som er mere motiverende at lave.

Det var blot et enkelt bud på, hvad der kan hjælpe os til at få det kedelige ført ud i livet og genfinde motivationen, men kan du ikke komme med et bud i kommentarfeltet? Jeg har stadig eksamener tilbage, og det vil være rart med et ekstra motivationsboost

Jeg har stadig svært ved at sige det fordi jeg synes, at det er så upersonligt. Det er blot en frase, som man fyrer af, når man møder personer, og der ligger ikke nogen dybere interesse bag. Derfor forstår jeg simpelthen ikke, at de siger det. Jeg kunne svare “Not really good”, og medmindre det var en af mine venner, ville der ikke blive lagt mærke til det. Det er rigtig ærgerligt, men dog også forståeligt, for hvem kan rumme alle de situationer, som man møder mennesker i gennem en dag?

Det kan Gud. Han kan rumme alle menneskers situation, og han har en reel interesse i os. Det er noget der, selv som kristen, stadiger svært at forstå for mig. At en Gud der er større end Sydney, større end Danmark, større end Australien, større end jorden, større end universet, kender og vil mig. Ham der skabte universet vil dig og mig. Jeg må indrømme, at jeg personligt synes det er fedt at være kristen. Hvad det helt præcist er, der er så fedt, har jeg lidt svært ved at beskrive.

Men forestil dig din bedste ven, forestil dig din relation til din bedste ven, og hvad det betyder for dig. Forestil dig så en ven, der kender dig bedre end din bedste ven, en ven der lytter til ALT hvad du siger, en ven der tørrer selv de indvendige tårer væk, en ven der er med dig overalt, en ven der har en helt bestemt plan med dig – nærmest som en far. Sådan er det at være kristen for mig. At have en ven der er en bedre ven end min bedste ven. Det at være kristen handler ikke om religion, det handler om at have et forhold.

Selvom alle mennesker i Sydney virkelig var oprigtig interesserede i mig, når de spurgte: “Hi, how are you” og jeg mærkede en dyb omsorg fra dem oveni alt det, jeg får fra mine gode venner, så ville det ikke kunne erstatte mit forhold til Gud. Så har du nogensinde undret dig over, hvad det er, der får folk til at være kristne, så håber jeg, at det måske giver lidt mere mening nu. Og vil du gerne vide mere, så tjek AlphaDanmark.dk ud. God mandag!

Fra frustration til magtesløshed til handling

Jeg tog en taxa for at komme hen til min udlejer. Jeg fik én nøgle og hun forsikrede mig om, at den fungeredebåde til selve huset og mit værelse. I et bedre humør tog jeg tilbage og så frem til at få noget rigtig tøj på og finde på noget andet sjovt og spændende at lave end bådturen. Problemet var blot, at min nøgle ikke kunne lukke mig ind i huset. Tredje streg i regningen. Da der ikke var nogen hjemme, måtte jeg vente i 2 timer på, at en af mine bofæller ville komme hjem og lukke mig ind. Dermed var alle mine planer og nødplaner fuldstændig ændret, og frustrationen gennemsyrede hver tanke i mit hoved, så magtesløsheden var ved at få overtaget. Det har jeg før givet den lov til, men denne gang skulle det være anderledes.

Ændring af fokus

Jeg stod foran døren til mit hus og tænkte på, hvad jeg kunne gøre for at ændre mit fokus og få noget konstruktivt ud af situationen. En af mine (gode) udfordringer i Sydney er at hvile i og være afslappet i mit eget selskab uden at have en forventning til mig selv om, at jeg hele tiden skal være sammen med andre mennesker. Derfor drog jeg ud i Sydney. Glad, afslappet og forventningsfuld til hvad tiden med mig selv måtte bringe. Det blev til 3 utrolig dejlige timer.

Se muligheder i modgangen

Hver dag møder vi modgang. Nogle gange observerer vi slet ikke modgangen, men ofte lader vi modgangen påvirke os. Det kan være i det store og i det små. Det kan være i køen i supermarkedet, hvor du tilfældigvis har valgt den langsomste kø. Det kan være på arbejdet, hvor du pludselig skal arbejde over, selvom du havde planlagt at komme tidligt hjem. Det kan være i skolen, hvor arbejdsbyrden synes stor. Det kan være med familien, hvor ferieplanerne pludselig blev afbrudt grundet uheld. Det kan være… Fuldfør selv sætningen for jeg er sikker på, at du oplever situationer i din hverdag, hvor dine forestillinger og planer for dagen ændres. I de situationer har du et valg. Det valg kan lade situationen påvirke din tankegang i en negativ retning og dermed begrænse dig. Eller det kan lade situationen påvirke din tankegang i en positiv retning, så snart du har overkommet den første frustration og dermed se muligheder i modgangen.

Det kan være, at den langsomme kø i supermarkedet giver dig mulighed for at ringe til ven, som du ikke har snakket med i noget tid. Det kan være, at dit overarbejde hjælper en kollega eller giver dig mulighed for at sidde på kontoret i fred og ro, mens der ikke er andre – noget som du egentlig påskønner engang imellem. Det kan være, at den hårde arbejdsbyrde i skolen giver dig viden og læring på områder, som vil hjælpe dig langt ind i fremtiden. Det kan være, at uheldet på ferien hjælper dig til at stoppe op og sætte mere pris på det, du har. Det er dig selv, som kan påvirke måden hvorpå du tackler modgangen i hverdagen. Det er ikke noget, som man kan ændre fra den ene dag til den anden, men jeg garanterer, at hvis du påbegynder rejsen, vil du ikke fortryde destinationen.

Ønsker du at læse mere om, hvad jeg oplever i min hverdag, kan du her finde en forlængelse af mit blogindlæg, hvor jeg giver et lille indblik i livet som studerende i Sydney.

Jeg kender en del personer, som har været i Australien og hver enestehar nævnt den åbenhed, som mennesker møder hinanden med her. I går gik jeg en tur med en fra ASB i den botaniske have i Sydney. Også hun var benovet over den omsorg, som folk mødte hende med. Stod hun forvirret på gaden, var der altid folk, som kom hen til hende og spurgte, om hun havde brug for hjælp.

Da jeg kom hjem fra Filippinerne for godt to år siden var deres imødekommenhed og åbenhed et af mine yndlingstemaer at kunne fortælle om. Alligevel røg jeg hurtigt tilbage i den danske egocentriske tilgang til hverdagen. Uden at generalisere tror jeg, at det gælder for mange af os, som har oplevet en større imødekommenhed end normalt i udlandet. Vi har svært ved at tage den med os. Der er sagt og skrevet meget om dette emne, og jeg ved, at det er kliché, men alligevel tager jeg det op igen, for jeg forstår det ikke!

Vi er i det meste af det, vi foretager os, omgivet af andre mennesker. Hvordan ønsker du at møde dem i din hverdag?

Hvorfor kan vi ikke møde mennesker med stor og oprigtig imødekommenhed i Danmark, når vi selv nyder at mærke den interesse fra mennesker omkring os? Jeg har ikke selv det endelige svar, så skriv meget gerne en kommentar til det nedenunder, kort eller lang, for jeg tror på, at vi sammen kan gøre Danmark til det fedeste land i verden at bo i!

Mine tanker går på, at det at jeg går på University of Sydney handler ikke kun om, at jeg skal lære og blive dygtigere. Det at jeg bor i en lejlighed handler ikke kun om, at jeg skal føle mig hjemme Når jeg går i banken, handler det ikke kun om, at jeg skal have hjælp. Det handler om os. Hvad enten det er på arbejdet, i skolen, i supermarkedet eller på besøg hos din gamle skolekammerat. Det er i det små, at vi kan gøre en forskel – med dit sind, dine øjne, din mund, dine arme. For mig er det ikke utopi, men det kræver en ændring i vores adfærd og attitude til hinanden. I dag kan vi kan vi gøre det til et os.

Jeg vil i løbet af min tid i Sydney opdatere bloggen hver anden mandag. 

Jeg har mange forventninger. Både til mit liv, mig selv og Gud. Det samme gælder for min i Sydney og på universitetet der. Jeg haren forventning om, at jeg må opleve et engageret og drivkraftigt studie, som har deres måde hvorpå de kan opnå optimal læring. Jeg har en forventning om, at jeg gennem kirker i Sydney får lov at blive inspireret og udfordret i det at være kristen. Og jeg har en forventning om at jeg, gennem det at rejse alene, må opleve nye sider af mig selv og udvikle de sider, jeg allerede kender.

Spørgsmålet er, om det er godt med forventninger? Vi har ofte nogle meget præcise forventninger, som vi har svært ved at se udover – og vi bliver skuffet, hvis vi ikke får lige det, vi forventer. Det kan være svært for en selv, og det kan være svært for ens omgivelser.

Vi kommer ikke uden om det at have forventninger. Jeg tror oven i købet, at det er godt med forventninger, for det afspejler meget godt den man er, og de behov man har brug for at få opfyldt. Men nogle gange kan vores forventninger påvirke vores handlinger og tanker fordi vi tilpasser tankerne og handlingerne, så det hjælper til at opfylde vores forventninger. Det begrænser os, vi begrænser Gud og vi begrænser dermed de muligheder, der ligger for vores fødder. Forventninger er brugbare som et pejlemærke at starte efter, men det kan blive en begrænsning, hvis vi bruger forventningerne som rettesnor for, hvad der skal ske.

Det gælder også for mine forventninger til Sydney. Derfor ønsker jeg at være åben over for, hvad der kommer til at ske. Jeg har sporet mig ind på, hvad jeg gerne vil have ud af turen, og så er jeg bare spændt på at se, hvad det fører med sig.