Flyt fokus og se muligheder i modgangen
Jeg tror, at vi alle sammen kender det med, at vores dag nogle gange ikke går helt efter planen. Jeg havde en af de dage i lørdags. Dagen startede perfekt med mulighed for at sove lidt længe, læse i Giganternes Fald af Ken Follett, synge noget dejlig lovsang og tage et smut til frisøren. Et besøg hos frisøren er for mig også ensbetydende med et efterfølgende bad, og det skulle senere vise sig heldigt, at jeg havde medbragt min telefon, en t-shirt, klipklapper, boxershorts og shorts med mig på badeværelset. For da jeg havde fået et skønt bad og stod ude foran min dør blot iført boxershorts, var døren låst. Første streg i regningen. Hvordan døren har låst sig selv, er stadig et mysterie for mig. Derfor måtte jeg skride til handling og ringe til min udlejer for at få en ekstranøgle. I mellemtiden måtte jeg aflyse en ellers formentlig fantastisk bådtur med nogle venner, da jeg ikke ligefrem var klædt på til udflugt. Anden streg i regningen.
Fra frustration til magtesløshed til handling

Jeg tog en taxa for at komme hen til min udlejer. Jeg fik én nøgle og hun forsikrede mig om, at den fungeredebåde til selve huset og mit værelse. I et bedre humør tog jeg tilbage og så frem til at få noget rigtig tøj på og finde på noget andet sjovt og spændende at lave end bådturen. Problemet var blot, at min nøgle ikke kunne lukke mig ind i huset. Tredje streg i regningen. Da der ikke var nogen hjemme, måtte jeg vente i 2 timer på, at en af mine bofæller ville komme hjem og lukke mig ind. Dermed var alle mine planer og nødplaner fuldstændig ændret, og frustrationen gennemsyrede hver tanke i mit hoved, så magtesløsheden var ved at få overtaget. Det har jeg før givet den lov til, men denne gang skulle det være anderledes.
Ændring af fokus
Jeg stod foran døren til mit hus og tænkte på, hvad jeg kunne gøre for at ændre mit fokus og få noget konstruktivt ud af situationen. En af mine (gode) udfordringer i Sydney er at hvile i og være afslappet i mit eget selskab uden at have en forventning til mig selv om, at jeg hele tiden skal være sammen med andre mennesker. Derfor drog jeg ud i Sydney. Glad, afslappet og forventningsfuld til hvad tiden med mig selv måtte bringe. Det blev til 3 utrolig dejlige timer.
Se muligheder i modgangen
Hver dag møder vi modgang. Nogle gange observerer vi slet ikke modgangen, men ofte lader vi modgangen påvirke os. Det kan være i det store og i det små. Det kan være i køen i supermarkedet, hvor du tilfældigvis har valgt den langsomste kø. Det kan være på arbejdet, hvor du pludselig skal arbejde over, selvom du havde planlagt at komme tidligt hjem. Det kan være i skolen, hvor arbejdsbyrden synes stor. Det kan være med familien, hvor ferieplanerne pludselig blev afbrudt grundet uheld. Det kan være… Fuldfør selv sætningen for jeg er sikker på, at du oplever situationer i din hverdag, hvor dine forestillinger og planer for dagen ændres. I de situationer har du et valg. Det valg kan lade situationen påvirke din tankegang i en negativ retning og dermed begrænse dig. Eller det kan lade situationen påvirke din tankegang i en positiv retning, så snart du har overkommet den første frustration og dermed se muligheder i modgangen.
Det kan være, at den langsomme kø i supermarkedet giver dig mulighed for at ringe til ven, som du ikke har snakket med i noget tid. Det kan være, at dit overarbejde hjælper en kollega eller giver dig mulighed for at sidde på kontoret i fred og ro, mens der ikke er andre – noget som du egentlig påskønner engang imellem. Det kan være, at den hårde arbejdsbyrde i skolen giver dig viden og læring på områder, som vil hjælpe dig langt ind i fremtiden. Det kan være, at uheldet på ferien hjælper dig til at stoppe op og sætte mere pris på det, du har. Det er dig selv, som kan påvirke måden hvorpå du tackler modgangen i hverdagen. Det er ikke noget, som man kan ændre fra den ene dag til den anden, men jeg garanterer, at hvis du påbegynder rejsen, vil du ikke fortryde destinationen.
Ønsker du at læse mere om, hvad jeg oplever i min hverdag, kan du her finde en forlængelse af mit blogindlæg, hvor jeg giver et lille indblik i livet som studerende i Sydney.
Comments
4 Responses to “Flyt fokus og se muligheder i modgangen”Trackbacks
Check out what others are saying...-
[...] mest – gennem udfordringerne. Min nuværende udfordring falder så godt i tråd med mine tidligere udfordringer i Sydney, at jeg ikke er i tvivl om, at der ligger et formål bag. Som i mit tidligere indlæg er jeg også [...]

Gday mate.
Sebastian, når du skriver fra hjertet som i dette indlæg er det intet mindre end fantastisk læsning. Dine betragtninger er fantastiske og jeg tror faktisk en del af hemmeligheden ligger i di valg om at hvile i dig selv. For at vende fortvivlelsen til håb og efterfølgende handling kræver at man slipper andres forventninger og egen tro på at aktivitet er vejen ud af tvivlen. Roen, eftertænksomheden og dit fokus på at være frem for at gøre tror jeg er årsagen til din oplevelse den dag.
De bedste tanker fra mig der pt nyder morgenen på lagkagehuset i chr havn med en latte.
Kh Mads
AMAZING!!!
Tak for kommentarerne til jer begge. Rigtig fedt at få noget respons:) Tak til dig Mads for at sætte lidt flere ord på det. Det giver mig faktisk mere hvile og fylder mig med begejstring! Jeg ser frem til forhåbentlig snart at kunne høre lidt mere til dine spændende projekter – mens jeg jeg drikker en hjemmelavet latte:)